Mo-ichi-do – Gentagelsens Glæder – om en rejse fra shodan til sandan.

Jeg har nu trænet Goju-Ryu i ti år og fik 3. dan ved december-gradueringen. Jeg er 62 år gammel, men træningen får mig til at føle mig yngre og faktisk også i nogens øjne til at se yngre ud – selvom ting bestemt ikke er, hvad de har været, når jeg tjekker spejlet – eller mine yngre karate-kammerater. De er både hurtigere, smidigere og har bedre kondition. Flere af dem ser helt sikkert også bedre ud.

Jeg skriver denne artikel, fordi jeg vil dele nogle erfaringer på vejen fra shodan til sandan. Så kan de som er på vej, måske se noget mening i et fortsætte deres træning – og de som er længere fremme på rejsen kan enten nikke og måske genkende noget – eller ryste på hovedet og tænke; han ved ikke helt, hvad han taler om, men det kommer nok efter yderligere ti års træning. Sådan er det jo. Man ved kun, det man ved – der hvor man er.

Fra jeg var 13-33 trænede jeg forskellige kampformer. Og mindre systematisk de næste 19 år for så at begynde igen for 10 år siden. Fik i den første periode shodan i judo og gensei-ryu karate og trænede også aikido, jiu-jitsu, kendo og andet på vejen.

De år jeg trænede, da jeg var yngre, er en del af min personlige rejse.  For det handler jo for hver af os – om vejen – om ”do”. Og hver har sin vej.

At jeg mødte Goju-ryu i så sen en alder, er jeg virkelig glad for. Fællesskabet og ånden i stilen, og de mennesker, der er vores sempais og senseis, går foran med deres gode eksempel til stor inspiration.

Jeg var heldig i sin tid, da jeg omkring 1970, mødte min første sensei – som havde mange af de samme kvaliteter og karaktertræk. Så at komme ind i Goju Ryu som 51-årig, var som at komme tilbage og ”hjem” – og alligevel helt anderledes, for karate og tilgangen til træning har ændret sig siden den gang. Og på mange måder til det bedre.

Da jeg så igen for 5 år siden blev shodan, var det en personlig sejr. Et mål var nået. Ingenting bliver foræret på den først del af den rejse. Man må sluge sine 50 år + - og forfængelighed, hvis man stadig har noget tilbage. Man er langsom, klodset, svedig, stiv, øm, ukoordineret og forpustet – og der er meget, der skal læres – og huskes. Man er nødt til at tage sin Goju-ryu karate og sig selv alvorligt – ved at udvise ydmyghed, respekt, selvdisciplin, udholdenhed og gå på mod. I øvrigt udmærkede dyder – også i andre dele af livet.

Så stod jeg der med shodan sort bælte, og skal jeg være helt ærlig, så var glæden stor – til gengæld var den kort. Nu skulle man jo faktisk leve op til forestillingen og fortællingen om at bære sort bælte. I klubben – og udenfor – og på gasshuku – og indeni. Hvad betød det egentlig at være sort bælte?

Jeg havde set min del af gode karate-ka’er forsvinde langsomt ud af dojoen, efter shodan-graduering : “been there, done that – got the black belt” .  De har haft deres grunde – for nogle blev farven på bæltet målet i sig selv – et bevis på at kunne gennemføre, for andre kom der skader, uddannelse, arbejde, familie og måske nye interesser. Heldigvis var der også andre end mig selv, der fortsatte.

Men hvordan undgår man at smide håndklædet i ringen, når nu målet er nået? Første oplagte mulighed er selvfølgelig at erkende, at sort bælte – shodan -  ikke er målet – i sig selv. Det fortæller alle højere graduerede senseis. Det kan man med fordel lytte til.

Shodan er et første skridt på vejen til at give træningen mere mening. Man har nu nogenlunde styr på de grundlæggende byggesten – stød, slag, spark og stillinger, kata, bunkai, kumite, kakie er ikke længere fremmede. Man har lært at koordinere bevægelsesmønstre, spænde og slappe af i musklerne, trække vejret, fokusere og koncentrere sin kraft – måske fået fat i sit kiai. Efter alle de ekstra anstrengelser og mulige afsavn for at blive klar til shodan gradueringen er fristelsen simpelthen stor bagefter – at give slip på det hele – enten på en gang eller lade det gradvist sive ud henover et år eller to.

Derfor bliver shodan for mange et skæringspunkt, tror jeg. Når man tager sit sorte bælte på første gang, bliver det tydeligt, at det ikke var enden, men begyndelsen.

Hele den magiske fortælling om det sorte bælte rammer en – under bæltestedet.  Fordi hvis jeg er en repræsentant for det sorte bælte, så må jeg erkende, at så ser det sort ud for karate. Jeg kan jo slet ikke alt det der, som udenforstående forbinder med sort bælte. Så at blive shodan er egentlig at blive begynder igen – på et højere niveau.

For mig var midlet mod tvivlen om, hvorvidt jeg egentlig var det sorte bælte værdigt, ikke at hvile på laurbærene, men træne på laurbærene. Nu skulle alle de fejl og mangler, som jeg godt vidste var der, forbedres. Stillinger, stød og spark, kombinationer, bevægelsesteknik, kata, bunkai og alt det andet.

Et kort øjeblik var det som om Busaganashi kiggede smilende ned på mig – med en smule overbærenhed? Hvad havde du tænkte dig? At du skulle have ros – dygtig gammel dreng? Det vidste jeg jo godt, jeg ikke skulle.

Shodan var en invitation til mere af det samme – og så må man i dialog med sig selv. Lige i det punkt den følelse melder sig – som negativ. Hånden på hjertet så er der jo rum for forbedring hos os allesammen. Og alt det man har bygget op personligt – formmæssigt, indlæringsmæssigt – og socialt med andre karate-ka’er, sempais og senseis. Skal det så forlades, fordi farven på bæltet skifter til sort? Måske – måske ikke. Der ligger faktisk en befrielse i at acceptere, at shodan først og fremmest er en anerkendelse af en træningsindsats og et teknisk niveau – og at man kan være shodan på forskellige niveauer – som barn, ung, ung voksen og senior voksen.

Så hvad gjorde jeg? Det eneste der virker for mig, er at lave aftaler - med mig selv. Forpligtende aftaler mellem unge mig og gamle mig. Den unge mig er ham, der er energisk og ambitiøs – sætter mål. Den gamle mig er ham, der tænker på det lange perspektiv.  Den unge mig prøver stadig at forblive smidig, ivrig og tage de ulidelige armbøjninger. Den gamle mig siger: mo-ichi-do og tag det roligt – du skal bare fortsætte.

Mo-ichi-do til de to til tre trænings-gange om ugen, mo-ichi-do til basis, og alt det jeg allerede kan nogenlunde, og det jeg kun har kendskab til.

Fra 10. kyu til shodan er der måske 5 år – og så er der minimum 5 år fra shodan til sandan. Der er ikke så meget nyt at lære, der er til gengæld meget velkendt at fordybe sig i. Derfor er vejen fra shodan til sandan belagt med mo-ichi-do. På gasshukus gennem årene har jeg hørt udtrykket fra mange forskellige senseis – igen, one more time, again, en gang til – mo-ichi-do – altid venligt, altid opfordrende  - nogle gange udfordrende. Fordi vi for det meste forbinder gentagelse med ”kedeligt” – ikke med spændende.

Som sensei Henrik Jørgensen siger: øvelse gør mester – og mestre øver sig. Denne udvidelse af et gammelt ordsprog rammer lige ned i den varme grød. Gentagelse, træning, øvelse. Forskning viser, at øvelse overtrumfer talent. Hvis man har talent, har det den lille ulempe, at det man har talent for - bliver for nemt. Og det kan faktisk være demotiverende. Men har man talent, så er man måske kun 10-15 % foran den mindre talentfulde.

Hvis man til gengæld ikke øver sig så meget, så bliver man hurtigt overhalet af de som træner 20% mere. Så talentet rækker kun til et vist punkt, så må talentet bøje sig for: gentagelsen.

I et studie af verdens dygtigste violinister viste det sig, at de som rangerede i top ti øvede sig op til 50 % mere, end de der lå under top 10. Mestre øver sig simpelthen mere end andre.  Det er godt at huske på.

Men det er selvfølgelig ikke lige meget, hvordan man øver sig. Man kan jo for eksempel lave mange gentagelser – af en fejl. Og arbejdet med at genprogrammere sig selv – at aflære fejlen og indøve den korrekte teknik er virkelig lang. Selvom man koncentrerer sig undervejs, så får man indøvet fejl. Det sker i et vist omfang gennem kyu-graderne.

Så den omstilling SKAL ske – og for mig blev shodan en særlig erkendelse af det. Der er fejl – og hvis jeg skal blive bedre, skal de fejl ændres til det korrekte.

Samtidig er det naturligt, at der er fejl – mange ting skal læres frem til shodan, og det kan ikke indøves lige godt alt sammen – og man kan slet ikke nå at løfte teknikkerne til et højt niveau. Læringskurven er stejl. Jeg oplevede klart, at der var for meget at lære - til at komme i dybden. Sådan er systemet også bygget op.

Ved shodan er man som sagt klar til at gå i dybden – set fra systemets side. Spørgsmålet er om man så personligt er klar til det? Træningen fra shodan – til sandan er i langt højere grad et spørgsmål om det mentale i karate-træningen, selvom det fysiske også har stor betydning.

Den unge del af mig skyndte sig at se to år frem – mod et nyt mål. Ni-dan. Den gamle del af mig sagde, pas din træning som du hele tiden har gjort – ingenting er ændret. Det gav de så hinanden hånden på – og jeg fortsatte.

Ved shodan åbnede sig også en ny verden. Det var fællesskabet med andre sort-bælter. Andre med samme interesse, samme forsøg på at hænge i og udvikle sig. Mange dygtige sempais og senseis delte villigt ud af deres indhøstede erfaringer, træningsmetoder og teknikker.

Og når familie, venner eller kolleger spørger, hvorfor fortsætter du?  så er mit korte svar: jeg har ikke mødt nogen anden form for træning, der arbejder så bevidst med cardio, styrke, smidighed og koordination. Og et fællesskab på tværs af køn og alder. Og en stadig udfordring til indlæring og hukommelse. Og noget du både kan træne for dig selv og sammen med andre.  Det er en komplet og unik form for træning med generøs vidensdeling.

Nu er der, henover de fem år som minimum går mellem shodan og sandan, mange sure vinteraftener, hvor andre ting trækker – eller den første lune forårsaften – eller udmattende opgaver på et studie eller arbejdet, som suger de sidste kræfter. Der findes så mange undskyldninger for ikke at træne, at kun fantasien sætter grænser. Men man kan jo også vende det om – og finde de bedste undskyldninger for at træne. Alle kneb gælder for at holde snuden i sporet.

Før internettet anede man jo ikke, hvordan højere graduerede sortbælter bevægede sig, hvis man ikke lige mødte dem indenfor sit system.  Men det kan man heldigvis i dag. Nu er det muligt at se højt graduerede på You Tube – klip fra gasshuku, til stævner eller opvisninger eller regulære gennemgange af specifik træning – kata, bunkai, selvforsvar etc.

Jeg benytter mig derfor tit af youtube, hvor der er mange klip med vores stilart – både nye og gamle klip. Detaljer gennemgås og vises. Alle vores kataer ligger der, udført at de dygtigste senseis i vores system.

Men det kan også inspirere at se beslægtede systemer eller andre kampformer. Det er lidt af en jungle, men der er meget godt at se. Så længe man har en kritisk tilgang.

Det er også en inspiration at læse om budoens historie generelt og forstå, hvordan vores system er dannet – på et særlig tidspunkt i historien, drevet af nogle særlige mennesker.  Men også at læse om de andre stilarter eller kampformer. Finde de fælles rødder tilbage i budoen. Det kan man gøre for sig selv.

Sammen med andre er deltagelse i gasshuku inspirerende, at prøve nye teknikker – varianter af bunkais – de skjulte teknikker i katas, lære mønstret til en kata højere oppe i systemet, hojo-undo træning eller meditation. Der er mange muligheder for at bryde den automatiske tilgang til træningen. Mange muligheder for at fordybe sig.

Ved det sidste gasshuku her i efteråret slog det mig, at sensei Masuyama pressede og lokkede os til at være tilstede i nuet – og lave teknikken omhyggeligt og med stor opmærksomhed – bryde med den automatiske gentagelse – sin vanetænkning, sin robot-karate.  Det har andre senseis påpeget før ham i daglig træning – så der er som sådan ikke noget nyt i det, men måske var jeg blot særlig åben for det, den lørdag.

I zen-budhismen har man begrebet sho-shin – begynderens bevidsthed – den bevidsthed som er åben, nysgerrig, ivrig og uden forudfattede meninger eller forståelser – og som kan fremkaldes hos en selv, også når man er på et mere avanceret niveau end begynderen.  Selvom man ikke har en begynders bevidsthed – så kan man åbne sig for det ”mind-set”.

Jeg opfatter det sådan, at ved at gå ind i sin karate med det ”mind-set” – sho-shin, så kan man komme stærkere tilstede med hele sin person i teknikken – og den bliver stærkere, mere nærværende og dybt involverende i nuet. Og det gør teknikken overordnet set – meget bedre.

Så udover fordybelsen i selve den fysiske del af teknikken, så er vejen fra shodan og frem lige så vigtig via den indre fordybelse – den store opmærksomhed – den stærke tilstedeværelse – der hvor også kiai kommer som et ur-brøl, når teknikken, energien og opmærksomheden smelter sammen i kime-øjeblikket.

Så når sensei Henrik Larsen og andre senseis taler om at tage ansvar for egen træning, så bliver det meget tydeligt, når man bliver shodan. Hvis man skal udvikle sin karate, så kræver det simpelthen en udvikling af ens tankegang og tilgang til træningen. Ens karatementalitet må udvikle sig.

I årene efter shodan så møder man endnu en udfordring; nemlig at udviklingskurven flader ud. Hvor man i kyu-graderne hele tiden skal lære nyt, hele tiden bygger på – så sker udviklingen herefter langsommere – hvor der måske skulle laves 10.000 tsuki for at dreje hånden rigtigt, finde kime, slappe af og spænde de rigtige steder i kroppen under udførelsen, koordinere med åndedrættet og finde et kiai – for at komme frem til shodan. Så skal der nu gentages yderligere 10.000 gange for at løfte ens tsuki fra shodan til nidan  og måske yderligere 20.000 for at ramme sandan. Som et tænkt eksempel. Og hvordan er det nu med spark? Eller suri-ashi, eller armlåse eller kombinationer - Fik man trænet dem tilsvarende antal gange? Næppe. Så der er nok at tage fat på.

Undervejs er til ni-dan og san-dan det blevet gentaget, at der kun er den vej: træning, træning, træning. Mo-ichi-do.

Så det var den egentlige lille men meget vigtige erkendelse, da jeg blev tildelt san-dan.  Det er selvfølgelig ikke nogen stor erkendelse i karatens samlede fortælling – men det er nu en personlig erkendelse, som fremadrettet vil have betydning for min træning og videre vej.

I gentagelsen ligger en opdagelse af teknikken på ny og på ny. Så længe der er gentagelse, er der udvikling – også selvom det ikke opleves på daglig basis.

Forskellen er, at det ikke nytter at fortsætte med bevidstløs gentagelse – men gentagelsen skal blive til en meningsfuld – og bevidsthedsfuld gentagelse, hvor hele ens væsen er med. Hvor jeg selv tager ansvar – og ikke skal have konstant opmuntring,  overvågning og rettelse fra en sempai eller sensei.

San-dan var et mål for unge mig, men gamle mig gnækker bare og siger: mo-ichi-do. Og til at hjælpe mig videre på vejen,  griber jeg fat i et andet begreb fra budo’en, Fudo-shin ”den urokkelige bevidsthed” - en tilstand, hvor man ikke lader sig forstyrre af følelsesmæssige udsving, smerte og daglige genvordigheder – men holder sin mentale balance – uanset vind og vejr. Man fortsætter. Intet andet giver mening end at give sig hen i Gentagelsens Glæder.

Mo-ichi-do. Jeg håber, vi ses til træning.

Mikael Olsen

December 2018