Goju Ryus historie

Af Higaonna Sensei

Grundlæggeren af Goju-Ryu Karate-Do, Miyagi Chojun Sensei, blev tildelt titlen "Bushi", der på Okinawa betyder "værdig kriger og ikke "samurai" som på japansk. Som kriger er Miyagi Chojun Sensei værdig til at blive nævnt separat i vort lands historie og i Karate-Do.

Miyagi Chojun Sensei ville altid forklare "Bujutsu" i et let fatteligt sprog og tale om, hvordan mennesker burde leve i harmoni med naturens orden. Det er først nu, jeg i taknemmelighed er blevet mig disse ords dybere mening bevidst; gennem træning i Buijutsu har Miyagi

Chojun Sensei søgt efter, hvordan vi mennesker burde opføre os.

De elever, som har modtaget Bushi Miyagi´s lære, vil indse, at Miyagi Chojun Sensei altid vil være med os i vores træning og disciplinere os med gentagelsernes styrke.

”Vi skal betragte vor træning som en diamant, der til at begynde med er mørk og usleben; men gennem hård og udmattende træning (polering) vil vores teknik begynde at skinne. Bliver man doven og stopper træningen, vil diamanten igen blive mørk; den kræver konstant polering for, at blive ved med at være skarp og lysende.”

Denne filosofi skal ikke blot leve i vor træning af karate-teknikker, den skal udvikles i vore hjerter og i sindet. Derfor skal vi tage Sensei's ord til vore hjerter og bevare dem der.

Det er en kendsgerning, at hemmelige Goju Ryu principper findes i "Kata"

Kata er ikke blot en opvisning af bevægelser, den er en håndgribelig fastlægning af teknikker, som kan overføres og bruges i en hvilket som helst sammensætning.

Vi skal altid huske på, at Kata er en tydeliggørelse af den dybeste mening med karate, og vi skal altid begynde vores træning, med et åbent sind og hård træning.

Kun gennem træning af kata opnås "Gokui" - Den vigtigste lære.

Goju-Ryu Karate-Do er en manifestation overfor sig selv i harmoni med universets akkorder

"Så blid som et piletræ - så hård som Mount Tai"

(Der henføres ofte til bjerge i kinesisk poesi).

De uforanderlige former af harmoni mellem himmel og jord opstår først, når de 2 modsætninger hårdt og blødt forenes i en og samme krop. Samme harmoni findes ude i naturen og i universets uendelighed, og vi bliver selv i stand til at udtrykke den, hvis vi følger den vej, Goju-Ryu Karate-Do anviser.

At følge Goju-Ryu Karate-Do (vejen) er at søge vejen til sit indre jeg

I Goju-Ryu Karate-Do tilstræber vi os på, at kultivere den menneskelige naturs renhed til en mental og sjælelig helhed gennem træning af både krop og sjæl.

Oprindeligt var meningen ikke kun "at vinde", men at vinde åndeligt. At vinde åndeligt er det højest, man kan opnå.

Derfor må alle, der vælger denne "vej", huske på det japanske tegn "nin". (Nin = udholdenhed).

Ved at kunne mestre sin egen psyke og bruge den strategi, der går ud på at vinde uden kamp – har man opnået den inderste hemmelighed.

Karatens oprindelse

  1. Karatens rødder
  2. Oprindelsen af Kinesisk kampkunst
  3. Kampkunsten indføres på Okinawa

Alle levende væsener er født med instinktet til at forsvare sig mod eventuelle fjender. Selv et lille barn prøver fra første færd at beskytte sig ved at dække hovedet med hænder og arme, hvis nogen slår ud efter det. Denne umiddelbare reaktion er et iboende selvforsvarsinstinkt, og som følge heraf, er det naturligt at forstille sig, at de elementer, der tilsammen danner karate-kunsten, er udsprunget fra disse vore naturlige instinkter, der går helt tilbage til menneskets tidligste oprindelse.

I de ældst kendte civilisationer i centralasien, Ægypten og Tyrkiet var der da også tradition for kamp blandt de forskellige folk fra vidt forskellige civilisationer.

Skønt der ikke eksisterer klare beviser for, hvornår karatelignende teknikker begynder at udvikles, er der mange spor fra kampkunstens fødsel, f.eks. tegninger af mænd i karatelignen­de stillinger fundet på et antikt ægyptisk gravsted der kan føres tilbage til så tidligt som for 5000 år siden. Et andet bevis er indeholdt i 2 små babyloniske kunstværker-dateret mellem år 3000 til år 2000 før kristus-visende karakteristiske, fundamentale blokerings-teknikker, som de bruges i dag.

Det er derfor et faktum, at karatelignende kamparter blev praktiseret i adskillige af de tidlige civilisationer. Herudover er det højst sandsynligt, at principperne bag karate blev introduceret i Indien via Tyrkiet.

Beviserne antyder, at der har været kulturelle udvekslinger mellem Indien og Tyrkiet længe før Silkevejen blev etableret, men det må understreges, at kampkunsten, som blev indført til Indien fra Vesten, på det tidspunkt stadig var meget ”upoleret”; det var først i Indien og Kina, de mere raffinerede teknikker blev udviklet.

Det antages at "våbenløs" kamp var vidt udbredt i Indien og blev anvendt i stammekrige, længe før der var tænkt Buddhisme. I den sydlige del af landet udvikledes der en kampkunst kaldet "Kalaripayt" (Indisk kampkunst), som minder bemærkelsesværdigt meget om den oprindelige Okinawa-te.

"Te" (Tom hånd) siges at have en tusindårig historie, og der er en teori om, at "Kalaripayt" blev studeret og hjembragt til Okinawa af søfolk, der havde rejst i det sydlige Indien i deres søgen efter handel. Yderligere menes det, at "Te" senere blev forenet med Kinesisk Kempo (våbenløs-håndteknik) for til sidst at danne kampkunsten karate.

Oprindelsen af Kampkunsten Kinesisk Kempo

Bodhidharma var en kendt Zen-Buddhistisk munk, som boede i ni år ved et Shaolin tempel i Kinas Songshan bjerge. Ifølge legenden blev han født for ca.1400 år siden som søn af Kong Sugandhain og medlem af en kriger-kaste. Det fortælles, at han ankom til foden af bjergene i Huan-provinsen omkring år 520 for at undervise i buddhisme. Han tilbragte ofte flere dage i meditation i en grotte, som befandt sig i nærheden af templet.

Der er ingen klare beviser for, at kampkunst var kendt i Kina før Bodhidharma, men det er sandsynligt, at forskellige andre arter var under udvikling allerede dengang. Een af teorierne går ud på, at der for 5000 år siden under Kejser Hua`ng eksisterede en kampkunst, som lignede Kempo, men først under Chou-Dynastiet grundlagdes Kempo`s teknikker og principper, der så de senere af Sui Dynastiet blev udviklet.

Som tidligere nævnt brugte Bodhidharma ni år af sit liv i meditation ved Shaolin templet i Kina, og her lavede han et fysisk træningsprogram til munkene bestående af 18 Kata og 2 Sutra (på japansk: Ekkinkyo og Senzuikyo), der henholdsvis er åndedrætsøvelser for at udholde meditationen og hård træning, og et åndeligt træningsprogram for styrkelse af ånden og mentaliteten. Disse øvelser er stadig fundamentale i Karate-do og respekteres højt. Bodhidharm`s lære siges at have dannet grundlaget for Kinesisk Kempo, og selvom denne påstand er usikker, har Shaolin munkene altid indset nødvendigheden af fysisk træning som en del af hverdagen.

Flere af Goju-Ryu`s Kata henfører til tal, -"Sesan" (13 hænder) "Sepai" (36 hænder) og "Suparinpei" (108 hænder). Nogle af disse tal kan stamme fra buddhismen, hvilket igen antyder, at den kan have haft indflydelse på udviklingen af Karate-do.

Kampkunstens indførelse på Okinawa

Den lokale kampkunst "TE" blev i dyb hemmelighed dyrket af folk på Okinawa, længe før den Kinesiske Kempo blev kendt. Navnet Kinesisk Kempo nævnes første gang i et historisk skrift fra 1372 (Kong Sattos regeringsperiode), men det er sandsynligvis ved begyndelsen af samhandlen mellem Okinawa og Kina, at indbyggerne på Okinawa først stifter bekendtskab med den Kinesiske Kampsport Kempo. Da Kempo blev kendt på Okinawa blev den brugt som en våbenløs kampform til selvforsvar - ikke som helsetræning. Det var Okinawas stormomsuset politiske historie, der havde direkte indvirkning på udviklingen af kamp med de bare hænder.

Kong Sho Shins forbud mod at bære våben i slutningen af det 15.århundrede ansporede yderligere interessen for "Den Tomme Hånds” teknik. Okinawas historie vil blive taget op senere i det følgende kapitel for at tydeliggøre karatens historiske oprindelse på Okinawa.

Mange af de Karate-Mestre, som har studeret de asiatiske kampformers baggrund, er overbeviste om, at kombinationen mellem Okinawa`s stil "TE" og Kinesisk Kempo tilsam­men danner grundlaget for kampkunsten karate. På Okinawa er der tradition for, at alle tråde af fremmed indflydelse længe og grundigt studeres, for derefter at blive spundet og indvævet i det stof, der danner Okinawa`s kultur, og på samme måde blev den våbenløse kampkunst studeret og videreforarbejdet til den højt udviklede kampsport - karate.

Her vil jeg meget gerne understrege en meget vigtig side ved Okinawa-Karate: På Okinawa træner men ikke karate som en sport eller af helbredsmæssige hensyn. Karate er en livslang stræben, der har til formål at styrke krop og ånd. En Karate-Ka (elev) på Okinawa bruger meget tid på at træne de grundliggende Kata om og om igen som en form for åndelig skoling, en indstilling, som efter min mening, har udviklet sig som resultat af Okinawa`s gennem tiderne mange fremmede undertrykkere.

Karate, hvis historie er mere end 5000 år gammel, har i vore dage nået et kritisk vendepunkt i sin udvikling. De af os der har viet hele vort liv til karate, har det ansvar - både overfor vore forgængere og efterfølgere - at bevare essensen såvel som formen af karate for eftertiden.

Den kulturelle udveksling mellem Okinawa og Kina

1. Okinawa`s historie.

2. Våbenforbuddet.

3. Karatens udvikling på Okinawa.

4. Tilblivelsen af Naha-TE.

Okinawa`s historie

I 1340, da Okinawa var delt i 3 kongedømmer, der alle svarede skat til den kinesiske kejser, indvilgede Kejser Chu Yuen Cheang (Ming-Dynastiet) i at modtage et personligt sendebud fra Kong Satto af Ryukyu-Dynastiet. Ifølge de historiske beretninger havde Satto selv sat dette møde i scene for at få lejlighed til at imponere andre med sin status, og han havde sendt sin bror, Taiki, til Kina med kostbare gaver til den kinesiske kejser. Dette blev begyndelsen på et langt venskabs forhold mellem Okinawa og Kina. I 1372 blev Ryukyu-Dynastiet formelt indlemmet som forbundsstat under Det kinesiske Rige.

Ming-kejseren fandt behag i at opretholde et godt forhold til Okinawa. Han sendte hvert år deputationer til Øen medbringende gaver. På Okinawa blev disse deputationer modtaget med stor begejstring i kongens residens, på slottet i Shuri. Disse kinesiske delegationer blev hyppigt udsendt helt frem til 1866. Ikke engang den japanske Satsuma-Klans invasion i 1609

kunne afbryde disse kinesiske besøg. Der var mange Kempo-mestre og andre dygtige folk blandt delegationsmedlemmerne, og under deres ophold i Shuri og Naha underviste mestrene Okinawas adel og deres elever i Kempo.

Hvert år indtil 1874 sendte Ryukyu-Dynastiet skibe med delegationer af adelsmænd til det kinesiske fastland. Skibene var lastet med kostbare gaver til den kinesiske kejser, og for at beskytte sådanne transporter mod plyndring og sørøveri, var både delegater og mandskab bevæbnet og uddannet i kampkunst. Det er en af forklaringerne på, hvorfor kampkunsten blev så højt udviklet på så lille en ø som Okinawa. Der var simpelthen behov for at beskytte disse "gaveekspeditioner".

I 1392 - i Kong Sattos regeringsperiode - blev et kinesisk fællesskab af dygtige håndværkere og munke sendt til Okinawa for at tage ophold i landsbyen Kume. Den lokale befolkning blev som en direkte følge heraf ansvarlige for forhold, der havde med handel og kommunikation mellem Okinawa og Kina at gøre, f.eks. udstedelse af diplomatiske dokumenter, fremskaffel­se af budbringere, tolke og lodser. Disse kinesere, der slog sig ned i Kume, underviste også den stedlige befolkning i Kempo.

Nogle få adelsmænd fra Okinawa`s Kina-delegationer blev i Kejserriget nogen tid, og enkelte af dem studerede og trænede ved de kinesiske Kempo-skoler. I provinsen Funkien var der dengang en Ryukyu-koloni,som var anlagt af kong Satto for at huse de af hans folk, der tog til Kina for at studere og træne Kempo. Derfor blev Kempo hurtigt indført på Okinawa i Kong Sattos æra - dels af kineserne og dels af de folk fra Okinawa, der selv havde studeret Kunsten i Kina.

(Okinawa, som i dag hører ind under Japan, blev indtil år 1870 kaldt "Ryukyu Dynastiet")

Våbenforbuddet

For at forstå hvorfor den våbenløse kampform udviklede sig til en så højtudviklet kampkunst, må vi se tilbage i historien:

Omkring 1470 gav Sho Dynastiets fald anledning til en periode med politisk oprør, som udmøntede sig i etableringen af et nyt Sho Dynasti i 1477. Den første proklamation fra den ny konge, Sho Shin var forbudet mod at bære våben - gældende for alle fra adelsmand til bonde. Han beordrede derefter alle våben inddraget og låste dem inde i sit slot i Shuri. Kong Sho-Shins mest bemærkelsesværdige handling var hans opfordring til samtlige adelsmænd, som nu var afvæbnede, om at flytte ind til den kongelige hovedstad med deres familier, hvilket gav ham mulighed for at holde øje med eventuelle oprørske krigsherrer.

To kampskoler så dagens lys som en direkte følge af Kong Sho Shin`s afvæbning af sit folk. den ene var "TE", som blev dyrket af overklassen og "Ryukyu Kobudo",der blev udviklet og trænet af bønder og fiskere, som også anvendte primitive fiske- og landbrugsredskaber som effektive våben i kampen mand mod mand. Træningen i såvel bevæbnede som ubevæbnede kampteknikker foregik i dybeste hemmelighed på øde steder efter mørkets frembrud.

I vore dage er der mange Okinawa-Mestre, der manifistere Kong Sho Shin`s første våbenfor­bud var et klogt træk. Okinawas gyldne tidsalder, som varede til 1609, var affødt af samhand­len med Kina og andre asiatiske lande. I 1609 invaderede den syd-japanske Sutsuma-Klan Okinawa, stormede Shuri og tvang øen til at blive japansk vasalstat. Selv efterinvasionen pålagde Shogun Leyusu befolkningen at opretholde en loyal holdning overfor den kinesiske kejser.

Den japanske besættelsesmagt opretholdt forbudet mod at bære våben, men det var snarere for udadtil at give indtryk af, at den politiske situation på Okinawa var uændret. Våbenforbu­det er siden hen fortsat gennem Okinawa`s historie.

Da Meji-Dynastiet var genrejst i Japan, blev Ryukyu erklæret for japansk territorium, og i 1879 - under den senere Meji-regering - blev hele dynastiet officielt underlagt japansk overherredømme. Denne historiske beslutning skabte uro mellem Okinawa`s befolknings­grupper. Nogle støttede det standpunkt. at man skulle underlægge sig Japan, og andre mente, man burde underlægge sig Kina.

Gennem tiderne har en lang række fremmede invasioner af Okinawa lært den enkelte betydningen af, at opbygge en indre styrke til et middel, der kan modstå hårde, fysiske anstrengelser, et grundelement, som er en af hjørnestenene i træningen i karate. Derfor er karate for folk på Okinawa et selvdiciplineringsmiddel både fysisk og mentalt.

Karatens udvikling på Okinawa

I historiske overleveringer nævnes navnene på nogle af dem, der satte deres præg på udviklin­gen af kampkunsten på Okinawa. I 1683, under Kong Sho Tei`s styre, omtales en kinesisk udsending ved navn Wansshu. Han boede i landsbyen Tomari og var sendt dertil af den kinesiske kejser. Under hans ophold underviste han landsbyboerne i en bestemt Kempo-Kata, som efter mester Wanshu`s (Wansji) afrejse blev opkaldt efter ham og videreforarbejdet af Tomari`s indbyggere. I vore dage trænes "Wanshu"stadig som en Tomari-TE-Kata.

Kusanku er endnu en af de kinesiske Kempo-mestre, der nævnes i de historiske skrifter. Han og hans elever rejste i 1756 til Okinawa for at undervise i Kempo. Dette forhold nævnes i det japanske værk "Oshima Hikki",som er skrevet af japaneren Tobe Ryoen, der led skibsforlis og strandede på øen Ryukyu, og dette er første gang Okinawa-Karate omtales i japanske skrifter. Kusanku gav ligesom Wanshu navn til en Shuri-TE-Kata, der stadig dyrkes.

Der var adskillige andre, som også viede deres liv til kampkunsten på Okinawa. Sakugawa Shungo fra Shuri-TE tog til Kina i 1755 for at studere Kempo. Blandt hans mange efterføl­gere kan nævnes Makabi Chokei, Ukuta Satounushi, Matsumoto Chikuùdon Pechin, Morishi­ma Oyakata og Ginowa Ch`ho. Senere i det 19.århundrede var der mange mestre indenfor Shuri-Te, blandt andet Matsumura Sokon Sensei og Itosu Anko Sensei, som gjorde meget for udbredelsen af Shuri-Te på Okinawa, samt Matsumura Kosako Sensei - mesteren i Tomari-Te.

Grundlæggeren af Naha-Te, stormesteren Higaonna Kanryo Sensei rejste i 1875 til den kinesiske provins Fukien for at lære sig kinesisk Kampkunst. Han tilbragte ca.15 år i Kina, før han mestrede Kampkunsten, hvilket vi vil høre nærmere om i næste kapitel.

Som det kan ses, er der 3 forskellige varianter af "TE" på Okinawa: Tomari-Te, Shuri-Te og Naha-Te, som ganske enkelt er opkaldt efter den by, stilarten stammer fra. Samlet blev de benævnt "Todei" eller "Karate", med japanske skrifttegn,som betyder "Kina Hånd". Det er

vigtigt at påpege, at de 3 stilarter er nært beslægtede og kun er forskellige i fortolkningen - ikke i selve indholdet. Alle Okinawa`s stilarter er - bortset fra nogle hårfine forskelligheder - een og samme kampkunst, der anvender de samme teknikker og har samme mål. Det afspejles i den kendsgerning, at stilarterne hver især har samme formål: "Selvforsvar" og de enkelte grene imellem hersker der respekt og venskab - ikke fjendtligheder.

Tilblivelse af Naha-Te

De forskellige stilarter ændredes i første halvdel af det 20.århundrede. Shuri-Te og Tomari-Te blev slået sammen under betegnelsen Shorin-Ryu og Naha-Te blev senere kendt under navnet Goju-Ryu. Navnet Goju Ryu blev påhæftet i 1931 af Miyagi Chojun Sensei, som grundlagde Goju-Ryu.

Okinawa-Karate blev i 1933 anerkendt som en selvstændig stilart af det japanske råd for Kampkunst,"Butoku-kai". Helt op til 1935 blev Karate skrevet som ,(Kina Hånd).

Men på en konference i 1935 mellem mestrene fra de respektive stilarter afholdt på Okinawa blev det vedtaget at bruge en ny betegnelse for Karate. De besluttede sig for at kalde deres Kunst"Karate", skrevet med japanske skrifttegn ("Tom Hånd" eller "Våbenløs selvforsvars Kunst").

Nogle mestre foretrækker at kalde deres stil "Karate-Do", som betyder "Karatens Vej".

Senere udvikledes der mange nye former, alle med grundlag i de traditionelle stilarter. Shorin-Ryu blev senere opsplittet i adskillige varianter, mens Goju-Ryu i det grundlæggende stadig var det samme stilistisk. I hovedlandet, Japan, udviklede Goju-Ryu sig til en organisa­tion kaldet: Goju-Kai, og kombinationen Goju-Ryu og Shorin-Te blev til stilarten Shito-Ryu.

Karate er ikke længere forbeholdt Okinawa, men er i dag anerkendt som kampkunst og fast forankret både i Japan og internationalt. Denne udbredelse af karate har ført til modstridende opfattelser af teknikker, træning og formål. Det er på tide, at Okinawa-mestrene, som karatens "Gudfædre" overvejer, i hvilken retning og under hvilken synsvinkel, karate skal fortsætte i fremtiden.

Den personlige beretning om stormesteren Higaonna Kanryo Sensei

1. Grundlæggelsen af Goju-Ryu Karate: Naha-Te

2. Mødet med mester Ryu Ryuko.

3. Et kort indblik i mester Ryu Ryuko`s personlighed.

4. En kappestrid.

5. En periode i Foochow.

6. Higaonna Sensei som grundlægger af Naha-Te.

7. Ashi No Higaonna (Higaonna`s Legendariske Spark).

8. Miyagi Chojun Sensei som Higaonna Kanryo Senseì`s elev.

Grundlæggelsen af Goju-Ryu Karate: Naha-Te

I dette afsnit skal vi høre om Naha-Te kampkunsten, som danner grundlaget for Goju-Ryu og om dens grundlægger, stormesteren Higaonna Kanryo Sensei.

Der er mange uklare punkter omkring Higaonna Kanryo Senseis liv og levned som instruktør, og før jeg begyndte at skrive om ham, havde jeg adskillige lange samtaler med ældre mestre og Karate-Ka. Gennem dem lærte jeg mange nye ting om Higaonna Kanryo Sensei og hans liv, hvilket jeg gerne vil gå dybere ind i snarest muligt.

Den Personlige beretning om stormesteren Higaonna Kanryo Sensei

Higaonna Kanryo Sensei blev født i Naha den 10.marts 1853 som Higaonna Kanryo Senior og dennes hustru Mekados fjerde barn. (1853 var et bemærkelsesværdigt år i japansk historie. Det var det år, den amerikanske kommandør, Perry, besøgte Okinawa og slottet i Shuri).

Kanryo-familien tilhørte middelstanden, og da Higaonna junior var barn, blev han kaldt "Machu". Selv om Machu var lille af sin alder, var hans bevægelser meget hurtige, hans krop var utrolig smidig, og han ben og hofterne var usædvanlig elastiske. Machu var allerede fra begyndelsen meget interesseret i kampkunst og var meget ivrig for at lære alt om dem.

Da han var 16, begyndte han at lære kinesisk Kempo af en ukendt, som havde lært det i provinsen Funkien, i Kina. Til trods for sin ringe højde lærte han hurtigt - takket være sin stærke krop - at mestre Kempo. Det tog ikke den unge kæmper ret lang tid at nå det samme ekspertniveau som hans instruktør, både hvad angik dygtighed og teknik. Sin unge alder til trods var han kendt som en mester i kampkunst i Naha. Men Higaonna Kanryo Sensei var ikke tilfreds med det høje niveau, han havde nået. Han ville til Kina for at grave dybere ind i kinesisk kampkunst.

Den unge Higaonna Kanryo Sensei var gennem beretninger fra både handelsfolk, sin instruktør og andre blevet facineret af den kinesiske befolkning, deres kampkunst, træningen og kunst iøvrigt, og i lang tid drømte han om selv at rejse til Kina.Higaonna Senior ville gerne hjælpe sin søn med at komme af sted, men da der var 6 andre børn at sørge for, var han ikke i stand til at hjælpe med penge til sådan en rejse. Men Higaonna Kanryo Sensei opgav ikke at få sin drøm opfyldt.

Mødet med mester Ryo Ryukyo

I Naha,som var den eneste havneby, der var åben for handel med Kina, boede en statsmand ved navn Udon Yoshimura (1830-1898). Hans kinesiske navn var Sho Shirei - det japanske Chomei - og han rejste ofte til Kina i sin egenskab af sendebud. Higaonna Kanryo Sensei blev præsenteret for ham af en instruktør i kampkunst fra byen Kume, og gennem Youshimura blev han sat i forbindelse med ejeren af et handelsskib, der sejlede i rutefart mellem Okinawa og Kina. Med en vis portion stædighed lykkedes det Higaonna Kanryo Sensei at overtale skipperen til at tage ham med til Kina, og han fik således opfyldt sin drøm om at lære kampkunst i Kina.

I november 1874 forlod den 22 - årige Higaonna Kanryo Sensei Naha`s havn om bord på et skib med kurs mod det kinesiske fastland. Efter en rejse på otte dage,hjulpet af god vind,an­kom skibet - Toshishinryu - til den kinesiske havneby Foochow. Higaonna Kanryo Sensei blev næsten et år i Foochow og boede i Okinawa-kolonien Ryukyu-kan, og gennem lederen af kolonien lykkedes det ham at blive forestillet for den kinesiske mester i Kempo,mester Ryu Ryuko, men det tog ham næsten et år at få foretræde for mesteren.

Higaonna Kanryo Sensei blev til trods for præsentationen ikke accepteret som elev lige med det samme. Det var almindelig fremgangsmåde i Kina, at mestrene først tog sig tid at kigge nærmere på kandidatens karakter og personlighed, før man blev accepteret. Higaonna Kanryo Sensei blev derfor sat til at passe have og gøre rent i mesterens bolig. Det gjorde han i meget lang tid med stor iver og påpasselighed. Mester Ryu Ryuko blev meget imponeret over Higaonna Kanryo Sensei`s holdning, og da han mente sig tilfreds, blev Higaonna Kanryo Sensei optaget som hans personlige elev.

Om dagen hjalp Higaonna Kanryo Sensei sin mester med hans arbejde, som var at bearbejde bambus, og efter mørkets frembrud startede træningen med "Sanchin",dernæst trænedes Unisoku-Ho (et bevægelsesmønster) med Nigiri-game (tunge keramikkrukker) som kontra­vægte.

Denne øvelses formål var at styrke den enkeltes evne til at holde fast og samtidigt udvikle de rigtige benbevægelser. Træningen fortsatte med øvelser på Muchi-ishi (natursten), og gik derefter videre til Makiwara (stødplade), en træning hvor albuer, knoer, håndkanten og håndroden gentane gange bliver slået mod makiwaraèn. Man trænede også i en stor bambuskurv (uki), hvor to personer øvede nærkamp og kvælningsteknikker.

Higaonna Kanryo Sensei var dybt betaget af de instrumenter og værktøj,han anvendte første gang, han var i sin mesters dojo. For hver ny teknik blev hans interesse i karate større og større, men belastningen af så hård en træning havde sin indvirkning: Higaonna Kanryo Sensei`s ben, hænder og skuldre var altid ophovnede af overanstrengelse, men det var kun gennem hård træning, han kunne udvikle sine muskler til at blive så hårde som hærdet stål. Higaonna Kanryo Sensei blev efter adskillige års hård træning mester Ryu Ryuko`s dygtigste elev.

Et kort indblik i mester Ryu Ryuko`s personlighed

Mester Ryu Ryuko var ekspert i Shao-lin Kempo,som stammede fra den den sydlige del af Kina. Oprindelig tilhørte han Foochow`s adel i Funkien. Under et internt oprør, måtte Ryu Ryuko-familien forklæde sig som almindelige mennesker for at rede livet, og derefter arbejdede mester Ryu Ryuko som bl.a. tømrer og murer, medens han stadig var ung.

Da Higaonna Kanryo Sensei blev hans elev , var han allerede holdt op som tømrer og ernærede sig som kurvemager. Han var over 1,85 m. høj og havde en usædvanlig muskelstyr­ke. Han var kendt i hele Funkien som mester i Kempo og en særdeles veldiciplineret kæmper.

Engang da Higionna Kanryo Sensei stadig var i lære, kom en ung mand ind i mester Ryu Ryu Ko`s butik for at opfordre ham til at vise sine færdigheder. Mesteren var i færd med at skære en bambusstok, og den unge mand bad ham række ham stokken, derefter tog den unge mand stokken mellem sine hænder og knuste den med et slag. Higaonna Kanryo Sensei blev stum af forbavselse , men opvisningen gjorde ikke indtryk på mesteren, som stadig var upåvirket og rolig. Han samlede roligt den knuste stok op og trak den i eet træk over i to dele - Higaonna Kanryo Sensei troede ikke sine egne øjne (bambus er normalt meget stærkt - ikke kun p.g.a.den kemiske sammensætning,men også selve opbygningen. At den unge mand kunne knuse bambus med hænderne er i sig selv betagende nok - men at rive den fra hinanden er en utrolig bedrift. Den unge mand stod et øjeblik lamslået ude af stand til at tro på, hvad han havde set og forlod så forretningen i stilhed.

En kappestrid

Higaonna Kenryo Sensei`s ry som en stormester i kampkunst spredtes gradvist ud over hele Foocow. Engang opstod der diskussion mellem mester Ryu Ryukos elever og elever fra en anden dojo inden for sammen stilart, om hvem af de to der var bedst og dygtist. Mestrene fra de respektive dojo´er udvalgte så deres bedste elever til opvisning i Kata. På den tid var det sædvane i Kina, at man konkurrerede i Kata i stedet for Kunite (frikamp). På den måde var det muligt at se, hvem der var bedst uden at komme til skade.

Higaonna Kanryo Sensei blev udvalgt til at repræsentere mester Ryu Ryukos dojo. Konkurren­cen blev åbnet af en elev fra den andendojo, som fremførte "Sanchin Kata". Higionna Kanryo Sensei viste samme Kata, og de øvrige elever fra den rivaliserende dojo var lamslåede efter nøje at have fulgt opvisningen,som var så overbevisende, at deres mester medgav mester Ryu Ryuko, at hans kunst var deres egen langt overlegen. Efter denne konkurrence blev Higaonna Kanryo Sensei`s berømmelse spredt ud over hele Foochow. Det siges, at mange Karate Ka`er har forsøgt at komme i kamp med Higaonna Sensei for at vise deres mod, men han holdt det løfte, han havde afgivet til mester Ryu Ryuko, da han blev optaget som elev, aldrig at involvere sig i kamp for at vise sine færdigheder, og derfor afslog Higaonna Kanryo Sensei altid disse unødige udfordringer.

En episode i Foochow

Som nævnt studerede Higaonna Kanryo Sensei kampkunst hos mester Ryu Ryuko Sensei i Foochow provinsen i det sydlige Kina. Han var en usædvanlig elev i to henseender; for det første fordi han var en udlænding, der studerede den kinesiske Wushu`s hemmelige verden, og for det andet p.g.a. hans usædvanlige videbegærlighed samt de hurtige fremskridt, han gjorde.

Samtidig med at hans styrke voksede, blev Higaonna Kanryo Sensei`s rygte spredt mere og mere ud over det sydlige Kina. Hans færdigheder lå langt over de andre elevers i Ryu Ryuko Sensei`s dojo, og dette var uden tvivl grund til en hel del jalousi.

Den følgende hændelse fandt sted, da Higaonna Sensei havde opholdt sig i Kina nogle år. Episoden er mundtligt blevet overleveret fra Higaonna Kanryo Sensei til Miyagi Chojun Sensei, videre til Miyagi An `ichi Sensei og nu til Higaonna Morio Sensei.

Episoden skete ved en afskeds fest afholdt for en af Ryu Ryuko Sensei`s elever, der skulle vende hjem til sin fødeby i Kina. Da Foochow er en havneby, blev festen helt naturligt holdt på en båd, hvor der blev spist og drukket tæt under festlighederne, så alle var i højt humør.

Da festen var ved at slutte, skulle alle naturligvis hjem, men da bådens dæk lå højere end kajen, var alle nødt til at springe fra båden og ned på kajen. Higaonna Sensei var en af de sidste til at springe ned. Lige da han sprang, og medens han stadig befandt sig i luften, var der en af dem der stod på kajen, som uden varsel stødte et Nukite (finger stik) lige imod hans ansigt ( om dette var et overlagt forsøg på at skade Higaonna Sensei, eller det bare var for at afprøve hans færdigheder, vil aldrig blive afklaret). Higaonna Kanryo Sensei reagerede uden tøven på angrebet ved at læne sig bagover, således at Nukite`et strøg lige forbi hans ansigt, samtidig med at han ramte angriberen med et kraftfuldt spark lige i underlivet.

Da Higaonna Sensei var klar over, hvilken skade et sådant spark kunne forårsage, rådede han sin angriber til at tage en speciel medicin, der kunne helbrede eventuelle indre kvæstelser.

Hans angriber fulgte imidlertid ikke dette råd, idet han påstod, at der ingen skade var sket.

Tre år senere, medens Higaonna Kanryo Sensei stadig var i Kina, hørte han om denne mands alt for tidlige død.

Higaonna Kanryo Sensei som grundlægger af Naha-Te

Mester Ryu Ryuko`s hjem var en to-etagers bygning; mesteren selv boede på første sal, mens forretningen og Higaonna Sensei`s værelse lå i underetagen, hvor gulvet oftest var meget koldt. Det var så koldt, at det vækkede Higaonna Sensei hver morgen. Ude af stand til at sove længere tilbragte han den tidlige morgenstund med træning af Kata. Mester Ryu Ryukostod også tidligt op og fulgte Higaonna Sensei`s træning fra sit vindue. Higaonna Sensei`s fik ofte besked på ikke at overtræne, så han ikke have kræfter til rejsen hjem til Okinawa. Mester Ryu Ryuko vogtede over ham som sin egen søn.

Higaonna Kanryo Sensei var mester Ryu Ryuko`s personlige elev i 15 år, og efter 15 år med hård træning forlod han Foochow for at vende hjem til Okinawa.

Umiddelbart efter hjemkomsten aflagde han besøg hos Udon Yoshimura, der i sin tid havde hjulpet ham til Kina. Udon Yoshimura var meget imponeret over så voksent, beskedent men værdigt et menneske, Higaonna Kanryo var blevet, og han bad ham undervise sine sønner i nogle af de teknikker, han havde tilegnet sig i Kina. Udon Yoshimura`s ældste søn, Yoshi­mura Chogi, gik meget højt op i kampkunst og trænede ihærdigt.

Higaonna Kanryo Sensei`s ry og rygte var ude over hele Naha og opland kort efter hans hjemkomst til Ryukyu-øerne. Ryukyu-Dynastiets konge, Sho-Tai, bad ham være konge-familiens instruktør i kampkunst sideløbende med undervisningen af Udon Yoshimura`s familie.

Higaonna Kanryo Sensei efterlevede loyalt den kinesiske lære om beskedenhed, han var altid tilbageholdende og rolig i sin optræden og talte aldrig om sine egne oplevelser eller eksperti­se i kampkunst. Han genoptog en kort tid sit tidligere arbejde som handlende på skibene, men søfolk, købmænd og embedsmænd, der havde været i Kina, fortalte alle om Higaonna Sensei`s talent og gode rygte. Der var mange der ønskede at blive elev hos ham, men kun meget få blev hos ham på grund af den hårde og barske træning.

Higaonna Sensei lavede sit hjem i Nishimachi om til dojo og begyndte så at undervise gratis. Higaonna Sensei var stille af natur, men i en dojo syntes han helt at ændre karakter. Hans blik blev skarpt som en ørns, og eleverne var næsten bange for at komme for tæt på ham.

I 1905 begyndte han at undervise ved en privat skole på opfordring fra inspektøren selv, formålet med undervisningen var at styrke eleverne fysisk såvel som mentalt.

Under det 15 år lange ophold i Kina havde Higaonna Sensei lært sig mange traditionelle, kinesiske kampformer så som: Chien (Det lige sværds teknik), Dao (Bredsværds teknikken), og spyd-teknikken. Hans behandling af teknikkerne var sandelig bevægelses-kunst, og han blev derfor hurtigt berømt - ikke kun i Naha, men også i de andre store byer på Okinawa.

Higaonna Kanryo Sensei var ingenlunde nogen høj mand, han var omkring 1,50 m., men stærkt bygget. Hans muskler var godt veludviklede takket være den hårde træning, han gennemgik i Kina. Hans hænder og ben var usædvanlig smidige, og folk kaldte ham: "Higaonna med det kraftfulde spark", fordi hans spark og bevægelser var hårde og hurtige som lynet. Folk var overraskede over, at så lille en mand kunne besidde så megen styrke og behændighed - i Naha kaldte man ham "KENSEI", hvilket betyder "De hellige (velsignede) Hænder". Lidt efter lidt blev Higaonna Kanryo Sensei`s stil kendt som "NAHA-DEI (TE)", i betydningen Naha-hånd (teknik), og i vore dage hædres han som grundlæggeren af Okinawa-Karate.

Ashi No Higaonna

Higaonna’s legendariske spark

For Okinawa`s beboere var Higaonna Kanryo Sensei mere end blot en usædvanlig udøver af kampsport. Hans evner var så utrolige, at det grænsede til det mystiske og okkulte - en kæmper uden lige - på den tid, i fortiden og sandsynligvis også i al fremtid.

Higaonna Kanryo Sensei, lærer for Miyagi Chojun Sensei, som senere grundlægger GOJU-RYU, (følger i næste afsnit), var også kendt blandt folk på Okinawa som "ASHI NO HIGA­ONNA". "ASHI" - betyder ben, han var blevet tildelt dette navn på grund af hans legendariske evne til at sparke. Når man tager i betragtning, at GOJU-RYU`s Kata`er ikke lægger specielt vægt på sparketeknikker, er dette tilnavn ret overraskende.

Som før nævnt bredte Higaonna Kanryo Sensei`s rygte, som en enestående kæmper ( og hård læremester), sig hurtig ud over hele Okinawa ved hans hjemkomst fra Kina.

På dette tidspunkt hævdede en berygtet gadekæmper at være den absolut skrappeste og stærkeste mand på Okinawa. Han blev kaldt "Mini Uncho" , et øgenavn han havde fået på grund af hans ører, der var temmelig store, ( "Mimi = Ører, "Uncho" = Universet ). Rangen som skrappeste fyr havde han retfærdigvis tilkæmpet sig ved at slå den berømte Motubo "Sara" = Abekat, en kæmper, der ellers gik i lag med alle, der meldte sig, selv fremmede, som er bedst kendt for at have slået en russisk bokser ud i eet slag.

På trods af dette rygte som den skrappeste fyr, et rygte han var ret stolt af, var han mere end blot en smule bekymret over Higaonna Kanryo Sensei. Det var almindeligt kendt, at Higaonni Kanryo Sensei somme tider besøgte Naha`s havnekvarter med dets mange værtshuse, hvor han sædvanligvis ville opholde sig til sent ud på aftenen. Når han skulle hjem, skød han altid genvej over en øde kirkegård. - En aften bestemte Mimi sig til at bevise, at han stadig var Okinawa`s skrappeste fyr. Han lagde sig til at vente på Higaonni Kanryo Sensei ved kirkegår­dens udgang - godt gemt bag den tykke mur, hvor igennem udgangen var. Higaonna Kanryo Sensei, ikke just ædru efter hans natlige aktiviteter, kom til syne på stien på vej hjem. Da Mimi så, hvilken forfatning hans udsete offer var i, var han overbevist om, at hans opgave ville blive ganske let, og at et enkelt velplaceret spark kunne klare sagen.

Da Higaonna Kanryo Sensei dukkede frem fra udgangen, angreb Mimi uden advarsel, idet han ikke gav sit offer nogen chance for at se, hvem der angreb. Til hans absolutte forbløffelse fandt han sig selv rullende baglæns med en skarp smerte i det ben, han ville sparke med. Næsten før hans ben havde forladt jorden for at sparke, havde Higaonna Kanryo Sensei uden at se sin modstander, smækket et lynende hurtigt spark ind i Mimi`s angribende ben, hvilket havde standset det angribende spark og samtidig slået ham ud. Efter dette flygtede Mimi klogeligt. Higaonna Kanryo Sensei, der tænkte, at han var blevet udfordret, satte straks efter hans ukendte angriber. Mimi flygtede ind i et teater, idet han håbede at kunne skjule sig i mængden af mennesker. Da han var kommet indenfor, skjulte han sig bag nogle store kufferter, som indeholdte skuespillernes kostumer.

Da teaterdirektøren så en forstyrret Mimi gemme sig bag kufferterne og straks efter en meget vred mand, som han straks genkendte som Higaonna Kanryo Sensei, gættede han hurtigt, hvad der havde foregået. Higaonna Kanryo Sensei kaldte på direktøren og spurgte, om han havde set nogen komme ind i teateret, hvortil direktøren, der var bange for Mimi svarede, at det havde han bestemt ikke.

Da Higaonna Kanryo Sensei var gået igen, gik direktøren hen til Mimi`s skjulested og fortalte ham, at hans forfølger var gået. Derefter berettede en yderst chokeret og skræmt Mimi aftenens begivenheder for teaterdirektøren, selv om han selv havde svært ved at fatte, hvad der egentlig var sket.

Nogle år efter forsøgte Mimi Uncho at komme til at træne i Higaonna Kanryo Sensei`s dojo. Men da han kendte Mimi`s rygte som berygtet ballademager, afslog Higaonna Kanryo Sensei at undervise ham, skønt han imidlertid aldrig havde fundet ud af, at det var Mimi, der havde angrebet ham den nat for længe siden.

Miyagi Chojun Sensei som Higaonna Kanryo sensei’s elev

Efter hjemkomsten fra Kina brugte Higaonna Kanryo Sensei al sin tid og energi på at studere og træne “SANCHIN KATA”. Hans sind var så optaget af “SANCHIN”, at han af og til helt glemte at spise. På den tid blev en ung mand hans personlige elev. Elevens navn var Miyagi Chojun, som senere grundlagde GOJU-RYU. Higaonna Kanryo Sensei var 49 år, og den unge mand var bare 14 år, da de mødtes første gang.

Higaonna Kanryo Sensei lærte kun sin elever UNSOKU-HO ( grundlæggende bevægelses­mønstre) i de første 6 måneder - om og om igen. Derefter gik man, i 3-4 år, over til udeluk­kende at træne “SANCHIN KATA”,- en kata, der optræner even til at kontrollere åndedrættet og muskelspændingen. Higaonna Kanryo Sensei`s træning var så hård, at mange af eleverne blødte fra skuldrene, mens synet svigtede og hofter og ben, var på randen af sammenbrud,- mange af dem havde blod selv i urinen. Eleverne fik aldrig lov til at gå videre til en ny kata, før de beherskede de korrekte bevægelser og mønstre, den korrekte åndedrætsteknik og en høj grad af udholdenhed.

Der var mange, der ville træne under Higaonna Kanryo Sensei, men de fleste forsvandt igen på grund af den hårde træning. Blandt de der blev, var Miyagi Chojun, og sammen med Higaonna Kanryo Sensei viede han sit liv til at forbedre og skabe fremgang for NAHA-TE.

Tidligt i 1916 blev Higaonna Kanryo Sensei syg, og Miyagi Chojun Sensei tog sin læremester hjem til sig og passede og plejede ham, men Higaonna Kanryo Sensei døde i oktober sammen år. På denne måde blev NAHA-TE overleveret fra Higaonna Kanryo Sensei til Miyagi Chojun Sensei, som beretningen nu skal handle om.

Goju Ryu’s start og udvikling

Beretning om Miyagi Chojun Sensei

Miyagi Chojun Sendei blev født den 25. April 1888 i Naha. Hans familie tilhørte overklassen. De ejede 2 handelsskibe, som var indsat til at transportere medecin importeret fra Kina , og denne medicin videresolgte Miyagi-familien til købmændne og staten. Familien var en af Naha`s rigeste. Miyagi Chojun`s far hed Miyagi Chosho, og han var 3. søn i klanens arveføl­ge. Da Miyagi Sensei var 5 år, døde hovedarvingen, og derfor blev han adopteret og gjort til første-arving, på trods af hans plads som førstefødt i faderens gren af familien.

I elleveårs alderen tog Miyagi`s mor ham med til en Karate-mester ved navn Aragaki Ryuko Sensei (Bedstefader til Arigaki Shuichi, der i dag er rådgiver for “OKINAWA GOJU-RYU KARATESO`S” råd). Miyagi Chojun Sensei`s mor havde oplevet de hårde, omsuste år, som dels skyldtes Meji-Dynastiets genrejsning og senere også den Sino-japanske krig; hun havde derfor det standpunkt, at en mand bør være stærk, både åndeligt og fysisk, for at møde tilværelsens udfordringer - især som familieoverhoved.

I mester Aragaki Sensei`s dojo trænede Miyagi Sensei mest på Makiwara, Chishi og Nigiri-game, der hovedsaglig bruges til udvikling og styrkelse af musklerne. Miyagi Chojun Sensei blev i en alder af 14 år præsenteret for Aragaki Sensei`s gode ven, Higaonna Kanryo Sensei, der på grund af sin høje anseelse hos folk ustandselig modtog anmodninger fra folk, der håbede på at blive hans elev. Higaonna Kanryo Sensei optog ikke nye elever, med mindre han følte sig sikker på, at vedkommende nu også var i besiddelse af den diciplin, der kræves for at dyrke karate seriøst. Selv efter optagelsen studerede Higaonna Sensei sine nye elever nøje, indtil han var overbevist om, at hver enkelt elev tog sin træning alvorligt.

Den unge Miyagi Chojun gik højt op i sine mange gøremål; han gjorde rent, ordnede have, kløvede brænde og hentede vand, og han hjalp ofte til med de huslige gøremål. Endelig optog Higaonna Kanryo Sensei ham som elev og underviste ham i sin Kunst: NAHA TE. Miyagi Chojun Sensei var dengang ikke sikker på, om han ville fortsætte med at træne karate resten af livet, men han holdt allerede da meget af sin træning.

Miyagi Chojun Sensei og hans træning

Higaonna Kanryo Sensei trænede sine elever så hårdt, at selv Miyagi Chojun Sensei mere end en gang overvejede at holde op, men da han var nået gymnasiealderen, var han mere end nogensinde overbevist om, at karate var hans “vej”.

Hans træning foregik ikke kun i dojoèn; han løb til og fra skole for at styrke sine ben, og ofte løb han nedtil havnen for at træne. Her bandt han den ene ende af en “obi” (loddesnor) fast til en træbjælke og snurrede den anden ende rundt om nakken; fra stående stilling bøjede han sig fremover og tilbage med ret ryg og brugte således bjælken som modvægt,- en øvelse der styrker hofter, talje og ben. På stranden styrketrænede Miyagi Chojun Sensei med store sten på op til 100 kg. For at styrke sine arme, sit greb og hofterne. Hvis en sten var for tung den ene dag, vendte han tilbage igen og igen, indtil det lykkedes ham at løfte den.

Alt dette gjorde Miyagi Chojun Sensei på eget initiativ, inden han om aftenen gik til træning i Higaonna Kanryo Sensei`s dojo. På trods af al den ekstra-træning var karate træningen, hos Higaonna Sensei, stadig utrolig hård og krævende. I “SANCHIN KATA” var Higaonna Kanryo Sensei`s krav til muskelspænding så svære at leve op til, at Miyagi Chojun Sensei af og til besvimede under træningen.

Efter hans aften-træning var han så udkørt, at han dårligt kunne slæbe sig hjem og op ad trapperne, som han tog et trin ad gangen ved at løfte benene med håndkraft. Somme tider var Miyagi Sensei så udmattet, at han ikke havde kræfter til at klare trinene, og faldt derfor bare om i opgangen, hvor han sov til den lyse morgen.

Selv om træningen var så barsk, var Miyagi Sensei stadig helt opslugt af karate; han havde en stærk vilje og var også flittig med sine studier. Higaonna Kanryo Sensei, der bl.a. havde set disse træk under observation af Miyagi Sensei, var mere end overbevist om, at her var manden, der skulle føre den kunst videre, som han selv havde lært i Kina, af mester Ryu Ryuko.

Sammen viede Higaonna Kanryo Sensei og Miyagi Chojun Sensei, som mester og elev deres liv til træning, forbedring og udvikling af “NAHA-TE”. De nåede at træne sammen i 15 år, indtil Higaonna Kanryo Sensei døde i oktober 1916 - i en alder af 63 år.

Samme år drog Miyagi Chojun Sensei til Kina for at finde mester Ryu Ryuko`s dojo i byen Foochow i Fukien, hvor Higaonna Kanryo Sensei havde trænet i 15 år. Det eneste han fandt, var de sørgelige rester af en ydermur, der engang havde været mester Ryu Ryuko`s dojo og Higaonna Kanryo Sensei`s hjem. Her mødte han en gammel mand, der i sin tid havde været elev hos mester Ryu Ryuko, og han kunne fortælle, at alle, der dyrkede kampkunsten, var flygtet til Singapore og Malaysia under Revolutions-krigen for at undgå forfølgelse. Da krigen var forbi, var der ikke mange, der vendte tilbage, men de der gjorde, holdt sig stadig under jorden. Miyagi Chojun Sensei gav den gamle en opvisning i sin kunst, og den gamle mand var dybt benorvet.

Efter sin hjemkomst fra Kina beskæftigede Miyagi Chojun Sensei sig hovedsaglig med studier af Kataèn “ROKKISHU”, der er grundlaget for den originale “åben hånd” kata “TENSHO”. “TENSHO” er kendetegnet ved, at de imponerende bevægelser er bløde og smidige i modsætning til “SANCHIN KATA”, som er hård. Senere hen udviklede han 2 Kataèr mere: “GEKISAI DAI`ICHI”, og “GEKISAI DAI`NI”, men “TENSHO KATA” anses stadig for at være hans virkelige mesterstykke.

Miyagi Chojun Sensei’s træning og studier

Eftersom Miyagi Chojun Sensei ikke længere kunne modtage undervisning af den afdøde Higaonna Kanryo Sensei, måtte han søge nye veje, og han koncentrerede nu sin søgen efter inspiration til sine omgivelser i tæt samhørighed med naturen.

Han trænede sit “KIAI” nede i vandkanten og udviklede et så kraftfuldt “KIAI”, at det overdøvede bølgebrusene. Han trænede sine øjne ved først at fokusere på sandet rundt om fødderne og derefter gradvist lade sit blik stige, indtil det var på højde med vandoverfladen. Herefter lod han øjnene glide ud i horisonten, for tilsidst at udføre øvelsen i omvendt rækkefølge. Miyagi Sensei udførte hele øvelsen uden at blinke.

Miyagi Sensei trænede til tider “SANCHIN KATA” ude i vandet og andre gange på en bjergtop, og i Kyoto trænede han engang “SANCHIN KATA” i 3 dage ude i sneen. Han tilstræbte altid at træne under de mest krævende forhold og i nær kontakt med naturen, for han var fast besluttet på at lære ethvert tænkeligt aspekt af karaten at kende.

Miyagi Chojun Sensei tilstræbte at anvende enhver situation og genstand i omgivelserne i den daglige træning. Hvis han f.eks. skulle passere mellem et par 2 meter høje lige klippevægge, foregik det i zig-zag-løb, således at han “slog” kroppen ind i væggene. Nogle gange kastede han sig ned på klippegrunden, for derefter hurtigt at rulle op på benene igen.

Når han var indendøre, sad han aldrig med ryggen mod en dør eller et vindue, og når han skulle sove, udvalgte han nøje stedet, hvor hjerte og hoved skulle placeres. Under morgentoi­lettet, på gåture eller når han åbnede døre og vinduer, var han meget optaget af, hvordan man ville kunne forsvare sig i sådanne situationer.

Om sommeren, før han gik i seng, trænede Miyagi Chojun Sensei “tsuki” (stød) på et insekt-net spundet af blød hamp, og når han var færdig med det, trænede han “seiken” (knoer) ved at slukke stearinlys med dem. Han var ofte så træt, at han ikke kunne sove på grund af muskelspændinger og ømhed efter dagens træning.

Miyagi Chojun Sensei bad af og til sin kone om at åbne en vinduesskodde om morgenen, for han ville undersøge, om han opfangede lyde eller lyset først, og en dag bad han hende gøre det så mange gange i træk, at hun var bange for, at han var ved at gå fra forstanden.

Miyagi Chojun Sensei søgte at finde de teknikker, som kunne afkorte den tid, der går fra man får øje på sin modstander, til den rigtige muskel reagerer via hjernen. Han koncentrerede sig også om de 5 sanser i ønsket om gennem huden og en forbedret lugtesans at kunne føle modstanderen, selv om denne kom bagfra.

Miyagi Sensei havde mange mærkværdige oplevelser, medens han var dybt engageret i sine studier og træning af Kata. En nat blandt mange drømte han, at en mand lærte ham en Kata og gav ham præcise anvisninger samt forklaringer på, hvad formålet var med den; ved sådanne lejligheder sprang Miyagi Sensei ud af sengen og begav sig ned til sin dojo for at træne efter anvisningerne.

Ovenstående er blot nogle få eksempler på Miyagi Chojun Sensei`s daglige træning, for han tænkte stort set på sin kunst døgnets 24 timer og trænede utrætteligt.

Karatens udbredelse

Kronprins Hirohito (japans nuværende kejser) besøgte i 1921, på sin rundrejse til Europa, Nakeigusuku-Bugten på Okinawa. Her blev afholdt en stor banket til hans ære, hvor der bl.a. blev givet opvisning i NAHA-TE og SHURI-TE, udført af de dygtigste Karate-ka fra hver stilart. Kronprinsen var dybt betaget af, at kampkunsten var så højt udviklet, når man tager Okinawa`s størrelse i betragtning.

I 1925, da Miyagi Chojun Sensei var 37 år, viste han NAHA-TE for prins Chichibu.

Allerede dengang forudså Miyagi Chojun Sensei karatens udbredelse først til Japan og dernæst udover resten af verden; og derfor fandt han det vigtigt at samle og organisere alle Okinawa-stilarter for at bevare dem som kulturskat for eftertiden og som en kulturarv til Okinawa`s kommende generationer. Med det i tankerne grundlagde han i 1926 Karate Akademiet i byen Wakasa-cho, Naha-shi (Amt), i et samarbejde med Hanashiro Chomo Sensei fra SHURI-TE og Motosu Choyu Sensei og Mabuni Kenwa Sensei (grundlægger af SHITO-RYU). Disse fire instruktører underviste således eleverne på skift.

Træningen startede som regel med opvarmning og “KIHON” (basisteknikker), som havde til formål at styrke elevens fysik og udholdenhed. Efter opvarmningen trænede man “SANCHIN KATA” om og om igen, - dag efter dag, dels for at styrke fysikken, men også som opbyggelse af den åndelige og mentale styrke, og gennem gentagelse af de enkelte øvelser beherskede hver enkelt elev til sidst videnskaben karate og dens virkemidler.

Efter træningen samledes man om Miyagi Chojun Sensei for at lære essensen og ånden i kampkunst at kende. Han berørte emner som menneskeheden, hændelser i hverdagen og samuraiens kotumer (kodex). Miyagi Chojun Sensei ville ikke kun hjælpe sine elever med karate træningen, han ville også hjælpe dem i deres åndelige udvikling. Akademiet lukkede i 1929.

Grundlæggeren af JUDO, Kano Jigoro Sensei, besøgte i 1927 Okinawa efter en invitation fra Okinawa`s “Karate Forbund”, og ved en reception til hans ære gav Miyagi Chojun Sensei et eksempel på en karate Kata. Kano Sensei var meget benovet over Miyagi Sensei`s opvisning, og bagefter demostrerede Miyagi Sensei kaste- og fastholdelses-teknikker for at illustrere, hvor vigtig åndedrætsteknikken er under disse bevægelser. Kano Sensei var dybt betaget af de højtudviklede teknikker og karatens forfinelse.

Kano Sensei var tilsyneladende ligeså betaget af personen, Miyagi Chojun Sensei, hvis man skal dømme udfra de breve, han senere sendte til ham.

Ved Butoku-sai Turneringen i 1930 og igen ved Sainei Budo i 1932, samt ved mange andre stævner, blev der sendt bud efter Miyagi Chojun Sensei til opvisning i Okinawa Karate. Det var takket være Kano Sensei`s store indflydelse, at Miyagi Chojun Sensei fik rig lejlighed til at vise Okinawa Karate ved de store, japanske stævner for Kampkunst, som blev finansieret af den japanske stat.

Goju Ryu får sit navn

Ved det store stævne, “All Japan Martial Arts Tournement”, der blev afholdt i forbindelse med kroningen af kejser Hirohito i 1930, var det Miyagi Chojun Sensei`s ældste elev, Shinzato Jin`an Sensei, der vidste Kata. Shinzato Sensei kunne efter opvisningen ikke svare en KOBUDO-mester (KOBUDO = Traditionel Kinesisk Stil) på, hvilken stilart han tilhørte, da der dengang hidtil ikke havde været grund til at have et bestemt navn for hver stilart.

Da Shinzato Sensei kom hjem til Okinawa, fortalte han Miyagi Chojun Sensei om hændelsen. Miyagi Sensei tænkte længe over problemet og besluttede sig så til at finde et passende navn til sin stilart, for at kunne udbrede kendskabet til den samt for at kunne indgå i et samarbejde med andre japanske kamp stilarter.

Miyagi Chojun Sensei gav sin stilart navnet GOJU-RYU, som efter den traditionelle, kinesiske KEMPO fortolkning betyder “ Hård og blød stil”, men selv om han var den første på Okinawa, der gav sin stilart navn, brugte han det sjældent, og der blev heller aldrig sat navneskilte op i dojo`en.

GOJU-RYU blev i 1933 optaget og registreret i Butoku- kai, “ Det Japanske Kampkunst Forbund”.

I begyndelsen af 1930`erne var Miyagi Chojun Sensei meget aktiv i udviklingen og udbredel­sen af Karate-do til Japan og hele verden. I 1934 blev Miyagi Sensei udnævnt til formand for Butoku-kai`s underafdeling på Okinawa.

I april 1934 blev Miyagi Sensei af et dagblad på Hawaii inviteret derover for at præsentere karate. Han blev der i 10 måneder, før han vendte tilbage til Naha. I 1934 modtog han undervisnings ministeriets pris for en usædvanlig indsats for fysikkens forædling.

I 1936 tog Miyagi Sensei igen til Kina, denne gang til Shanghai, for at lære mere om kinesisk Kampkunst ved “Akademiet for Udvikling og Forædling af den menneskelige Fysik”, hvor han blev i 2 måneder.

I maj 1937 modtog Miyagi Sensei, efter en opvisning i Kata ved et Butoku-kai stævne, et stipendium af Butoku-kai Forbundet til fortsat udvikling indenfor hans område.

Miyagi Chojun Sensei brugte hele sit liv på GOJU-RYU KARATE-DO og forbedrede hele tiden Karate ved hjælp af videnskabeligt udviklede træningsmetoder. I 1940 skabte han “KATA GEKISAI DAI`ICHI og “KATA GEKISAI DAI`NI” for at gøre karate populær og for at forbedre unge menneskers fysiske udvikling. Miyagi Sensei skabte også “TENSHO KATA” , som understreger de bløde bevægelser i kunsten modsat “SANCHIN KATA” , der er hård. Heraf kommer navnet “GOJU-RYU”, der på japansk betyder: “Den hårde og bløde kunst”, et meget betegnende navn for denne stilart. På denne tid var “GOJU-RYU” fast etableret og var begyndt at brede sig til den øvrige verden.

Miyagi Chojun Sensei var den sande grundlægger af “GOJU-RYU KARATE-DO”.

Miyagi Sensei var meget stolt af Okinawa Karate. Lige fra begyndelsen var han helt på det klare med karatens betydning og dens plads som Okinawa`s kulturarv, derfor ofrede han hele sit liv på at udbrede kendskabet og videreudvikle karate til arv for de kommende generatio­ner.

1940èrne var en tragisk periode for karate. I 1941 brød 2. Verdenskrig ud, og hen imod slutningen af 1944 måtte Miyagi Chojun Sensei og hans elever se sig fanget midt i det ødelæggende slag om Okinawa og den efterfølgende sults pinsler. I kampen mistede Miyagi Sensei både sin 3. søn, Jun, og sin ældste elev, Shinzato Jin`an Sensei. Det var bestemt ikke tiden at træne karate i, så Miyagi Chojun Sensei indstillede undervisningen i denne periode.

I 1946 blev han leder af Okinawa`s Akademi for Fysisk Udvikling og begyndte at undervise på øens politiskole. Sammen år genoptog han også “civilundervisningen” i sin baghave i byen Tsuboya-cho, hvor hans 4. søn forøvrigt stadig bor. Blandt de mange elever kan nævnes: Miyagi An`ichi Sensei, Miyazato Eiko Sensei, Miyazato Ei`ichi Sensei, Iba Koshin Sensei og Aragaki Shu`ichi Sensei.

Efter krigen bredte Okinawa Karate sig hurtigt udover hovedlandet Japan, og Miyagi Chojun Sensei underviste en kort tid i Kansai - det vestlige område af Japan.

Miyagi Sensei`s kunnen indenfor karate var storslået - næsten overmenneskelig; hans greb og kropsbevægelser var utrolig hurtige og hans stød utrolig hårde og præcise. Paraderne, håndteknikkerne og “SABAKI” (kropsbevægelser) var uden sidestykke, og der var meget vægt og “MUCHIMI” (klæbrige hænder / fast greb) i hans teknik. At se Miyagi Sensei udføre Kata kan knapt beskrives med ord; de var dybtfølte og kunstneriske. Når folk talte sammen om Miyagi Chojun Sensei`s kampkunst, sagde de: “Ingen vil nogensinde komme i besiddelse af en så ødelæggende kraft og styrke som Miyagi Chojun Sensei”.

På Okinawa var Miyagi Chojun Sensei højt respekteret og blev til dagligt omtalt som “Bushi Magusuku”, som betyder “Gentlemanden og Krigeren Miyagi”.

Medens han endnu levede, var han kendt af alle på Okinawa, men han var også respekteret over hele verden som en af de største autoriteter indenfor karate.

Navnet Goju Ryu’s oprindelse

Miyagi Chojun Sensei navngav sin kampkunst GOJU-RYU, et navn der blev udvalgt fra de 8 bud fra traditionel, kinesisk KEMPO. Buddene findes nedskrevet i et dokument kendt som “BUBISHI”.

1. FORSTANDEN ER ET MED HIMMEL OG JORD

2. KROPPENS CYKLUS ER DEN SAMME SOM SOLEN OG MÅNENS

3. IND- og UDÅNDING ER LIG MED HÅRDT OG BLØDT

4. LEV I OVERENSSTEMMELSE MED TIDEN OG FORANDRINGERNE

5. TEKNIK OPSTÅR NÅR BEVISTHEDEN ER FRAVÆRENDE

6. FØDDER SKAL GÅ FREM OG TILBAGE, ADSKILLES OG MØDES

7. ØJNENE SER SELV DEN MINDSTE FORANDRING

8. ØRENE LYTTER OPMÆRKSOMT I ALLE RETNINGER

Jeg tror, at de 8 bud er essensen af kampkunsten, og det er dem, vi tilstræber at opnå gennem træning af GOJU-RYU KARATE-DO. Man bør altid være i harmoni med sin træning og tilstræbe at blive et menneske, der kommer samfundet til gode. Jeg håber, at vi gennem en sådan træning en dag vil genfinde vore naturlige instinkter og medfødte evner.

Higaonna Morio den 1. marts 1985.